Når vi mødes, har vi en samtale om hvordan du har det, fysisk og psykisk og hvad du ønsker at få hjælp til. Ofte laver jeg en kort guidet mindfulness meditation hvor du kan lande indeni dig selv og fortælle derfra. Her får jeg også mulighed for at fornemme dig og hvilken vej vi kan gå sammen i behandlingen.

På briksen får du en dyb blid pulsering af kroppen, så du falder til ro og bliver tryg og kommer mere  tilstede i dig selv. Du får løsnet op i spændingerne i åndedrættet, som bliver dybere og mere frit, så du kan føle og mærke dig selv mere nærværende, åndedrættet er afgørende for at du får plads og rummelighed indeni.

Gennem dybere massage, stræk, akupressur og zoneterapi tryk, og blid ledfrigørelse, bliver hele kroppen åbnet og afspændt. Der bliver skabt en bevægelse som gennemstrømmer de blokerede områder og den stagnerede energi frigøres.

Behandlingerne er meget dybe og kan være smertefulde, men Bente's kærlige og omsorgsfulde væsen,samt hendes kompetente og respektfulde tilgang til kroppen gør, at jeg føler mig i meget "trygge hænder" også hvad angår dybe følelsesmæssige reaktioner, som kan være "forbundet" med de fysiske blokeringer i kroppen. Jeg føler mig mødt på mange planer, når jeg kommer hos Bente og jeg føler mig "næret" og beriget af hendes kærlige og omsorgsfulde nærvær.

– Silke Rønnow Jessen, psykomotorikker, massør/behandler og pilatesinstruktør

Du bliver stille og rolig mere fortrolig med at mærke tilbageholdte følelser og de spændingsmønstre, pres og det fravær de har skabt, og du bliver mere tryg ved at åbne op og få kontakt ind til dig selv.  Herfra kan du lettere give efter og tillade at give udtryk. Når følelser og smerte får plads og bliver mødt med tillid, omsorg og bevidsthed, kan du lettere give slip og lade livet strømme frit gennem dig. Du bliver passet indfølende og kærligt på og støttet af mig. En støtte der kan give dig mod til at gå dybere ind til kernen af din spænding/angst, hvorfra en dybere forløsning og forståelse kan ske. Nogen gange hjælper den helt blide berøring til at åbne, andre gange kan meget dybe nærværende tryk holde et rum for dig, hvor du kan overgive dig i. 

Det er måske underligt at sige, men jeg har ubevidst længtes dybt efter at komme helt ind til kernen af de her smerter.

– Michael, musiker

Måske vi arbejder med dit indre barn, og det er rørende og befriende at få kontakt til forbudte uønskede tilstande, følelser og udtryk og favne dem. Lade en ny forståelse ske og lade traumet få lys og kærlighed, og forløses i kroppen. (se mere under Kropsterapi)

I kølvandet på en personlig krise har behandlingerne hos Bente vist mig en vej til at omfavne min egen sårbarhed og turde mærke den usikre, lille dreng, der stadig bor i brystet hos den voksne mand. Jeg er kommet mere i balance og er ganske enkelt blevet mere mig selv.
– Jakob

Det er også en mulighed at vi arbejder på gulvet, hvor du kan arbejde med energi som kan være underspændt eller overspændt. Møde de behov og følelser der ligger tilbageholdt, opgivet eller aggressive. Blive klogere og mere fri omkring dine behov og grænser. Udforske mønstre i relationer gennem øvelser og bevægelser sammen. Arbejde med bioenergetiske øvelser (se mere under Kropsterapi).

Det er et rum skabt til  mennesker der vil være mere hele, frie og sande og kende sig selv bedre. Det slip der kan ske, er ofte en enorm lettelse, som kan vise sig ved at falde helt til ro, stille suk, stille gråd, hulken, rysten og sitren, råb og skrig, små og store energiudladninger af lyde og bevægelser, latter og forundring som til sidst ebber ud i en dyb afslappelse.

I erkendelse af at de sidste rester af mine traumer sidder i kroppen - jeg vidste det godt, men havde ikke fundet stedet, hvor jeg kunne få det bearbejdet. Bente kunne tænkte jeg, og det kan hun.  Hun lytter til hvor jeg er lige pt. og så kommer jeg på briksen og finder blokeringer og fastlåstheder i min krop. Jeg har f.eks. meget længe haft ondt i mine ben og dem arbejder vi med. Flere dage efter en behandling kan jeg gå uden smerter og jeg regner med, at få et liv hvor jeg kan gå mange ture.  Hun finder emotionelle blokeringer i maven og i min hals og løsner op for disse. Bente sætter lyde på som svar på mine blokeringer og opfordrer mig til at også at sætte lyd på hvad jeg føler og oplever. Det opleves meget befriende og opløsende. Siden jeg er begyndt hos Bente har min energi været bedre. Jeg har ikke følt mig så trist og er ikke blevet overvældet af eksistentiel ensomhed.

– Karen, psykolog

Undervejs taler vi sammen om det du oplever, om modstand og frygt der også naturligt er tilstede,  om sammenhængen mellem spændings og tankemønstre og forsvarsmekanismer som det opleves både i kroppen nu og i livet som helhed. Ofte dukker der mange indsigter frem.

Det tager meget energi at være presset og spændt op fysisk og psykisk. Hvis de spændinger og stress  du har, har “holdt dig oppe”, kan du måske opleve at blive enorm træt og sårbar efter en behandling, hvilket er naturligt og sundt, fordi du er helt ærlig med dig selv, og her kan en tiltrængt restituering ske. Måske du får dybere erkendelser fordi du lytter til din krops signaler og ærer dem i stedet for at bekæmpe og bedøve dem.  En behandling kan også opleves at give meget energi og overskud, fordi der er frigjort livsenergi gennem forløsningen. Det kan være dén vitale energi der skal til for at give nyt mod på de udfordringer du står i, til nye overvejelser og handlinger.

Til slut samler vi op, og hvis du er i et forløb, taler vi om feks. øvelser, forandrings praksis, meditationer og andet der støtter dig i din udvikling.